Men jeg da ikke syg! Eller?

Men jeg er ikke syg!

                 ……. Eller er ej?

Lyv, lyv, lyv og hvis det ikke virker så benægt, benægt, benægt.

Ja det virker måske fristende, men det er ikke en strategi, som jeg vil foreslå andre, for sandheden er, at det ikke virker i længden og den eneste du narrer er dig selv!

I starten af min spiseforstyrrelse nægtede jeg at indrømme hvor skidt det stod til, det var SÅ meget nemmere at ignorere det faktum, at jeg var syg, i forhold til at tage kampen op. Jeg var jo ikke dum – og det var mine forældre heller ikke, de kunne tydeligt se, at det her ikke længere var en kort periode, men noget der tværtimod blev værre og værre fra hver dag der gik.

Men hvordan ved man om man er syg eller bare lever sundt? Hvor går grænsen?

Det er ikke nemt at finde ud af, men begynder man at lyve for sig selv og ens familie kan man være helt sikker på, at det kun går den forkerte vej!

15 symptomer på at man lider af en spiseforstyrrelse:

1. Man har et enormt stor fokus på mad
2. Man får dårlig samvittighed over at spise usundt
3. Man får hyppige humørsvingninger
4. Man opbygger regler for spisetider
5. Man opbygger regler for hvad man må spise
6. Man undgår kalorierige fødevarer
7. Man isolere sig fra venner og familie
8. Man har lavt selvværd
9. Man har koncentrationsbesvær og er rastløs
10. Man frygter at tage på i vægt
11. Man skjuler sin krop
12. Man undgår måltider ude hos bekendte og på restauranter
13. Man overmotionere og har behov for at føle muskel-træthed næsten dagligt
14. Man oplever forstoppelse, mavepine, hovedpine, svimmelhed
15. Man sulter sig selv, overspiser og/eller kaster op

Få hjælp!

Jeg er så heldig, at jeg er født ind i en familie hvor vi er meget tætte og meget direkte – hvilket gør det pænt svært at skjule noget så voldsomt, som en spiseforstyrrelse. Jeg kan takke min mor for, at jeg er, hvor jeg er i dag – det var hende der sagde stop og det var hende der fik mig til lægen!

Kommunen var desværre ikke til meget hjælp, jeg fik tilbudt en psykolog som intet vidste om spiseforstyrrelser og hvordan man skulle håndtere sådan en sygdom. Mine forældre blev derfor hurtigt enige om at gå udenom det offentlige, ind i de private og betale hvad det kostede at få de bedste på sagen. Jeg er heldig, at mine forældre havde den mulighed, det er langt fra alle der har den mulighed og det gør mig så frustreret, at kommunen ikke gør mere for at hjælpe folk i disse situationer!

Kan du nikke ja til flere af ovenstående symptomer, så søg læge! Det virker måske drastisk og voldsomt, men jo før jo bedre! Har du mulighed for, at få professionel hjælp med eksperter på området, så vil jeg helt klart anbefale det!

Skal det gøres op i tal, vil jeg tyde mit behandlingsforløb til at have kostet i gennemsnit 1000-1500 kr. pr. uge i det år jeg gik i behandling hos både psykolog og diætist. Det virker som mange penge – det er det også – men kan ens liv gøres op i kroner og øre? Ikke hvis du spørger mig, livet er SÅ meget værd og jo før man griber ind – jo før kan man få den hjælp man behøver.

Så lad vær med at vente til man er skind og ben, udsultet og på grænsen til døden! Man kan være ligeså syg med en vægt på 53 som 33 – husk det!