Når sygdom og personlighed smelter sammen, hvad så?

Jeg var blevet en del af min spiseforstyrrelse og min spiseforstyrrelse var blevet en del af mig, den var der da alle gav op og den hjalp mig nå mine mål. At disse mål i virkeligheden var spiseforstyrrelsens mål, at folk gav op fordi jeg gav op og at spiseforstyrrelsen i virkeligheden bare havde overtaget mig, gik ikke op for mig før flere års sygdom og mindst ligeså lang tids behandling….

Efterhånden som fornuften kom tilbage og de indre kampe blev taget, opstod en ny frygt – for hvem var jeg, når jeg ikke længere var ”hende den spiseforstyrrede”? Jeg havde glemt hvem jeg var førhen, pludselig var det helt umuligt for mig at forestille mig ”mig” uden min sygdom. Hvorfor skulle folk gide snakke med mig, når jeg ingen var? Jeg havde tabt mig selv i kampen og den jeg var, var her ikke mere.

Dette var noget der tog lang tid at bearbejde, det var ikke noget, jeg følte jeg kunne snakke om, for hvordan siger man, at man føler sig tom indeni? Hvordan forklarer man, at jeg har tabt mig selv, jeg har glemt hvem jeg var og jeg har glemt hvordan det føles ikke at være ”hende den syge”. Hvordan skulle jeg præsentere mig selv, når jeg oprigtigt ikke kunne mærke mig selv?

Jeg indså, at denne kamp kunne jeg ikke kæmpe alene og jeg hentede derfor hjælp hos min (fantastiske) psykolog. Hun nikkede forstående og jeg fik følelsen af, at tusind sten blev løftet fra mit bryst, for pludselig var jeg ikke alene i kampen. Det var også i dette øjeblik den egentlige kamp begyndte, for om ikke andet var det jo mig, som skulle finde mig selv. Jeg skulle ikke finde den pige der var før jeg blev syg, jeg skulle finde den Lea, der nu var 6 år ældre.

Kampen var lang og sej, krævede mange tudeture og frustrationer, men som en klog mand (yeah right, kvinde) engang har sagt ”hvor der er vilje, er der vej”.

Mit helt store gennembrud skete da jeg begyndte at læse til personlig træner. Her fandt jeg noget af mig selv, dét her – det var mig! Pludselig passede jeg ind i mængden, jeg kunne snakke med, spise med, jeg kunne deltage og jeg blev oprigtigt glad af, at være der. At jeg så afsluttede med et 12 tal og med flere nye fantastiske bekendtskaber gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre fantastisk! Siden da er det faktisk gået hurtigt, jeg finder min vej og jeg hviler mere og mere i mig selv. Hvem er så ”den nye Lea”? Det er et spørgsmål, som kun jeg skal vide svaret på.