Et indblik i et liv som spiseforstyrret

Det er ikke en hemmelighed, at jeg led af anoreksi fra jeg var omkring 12 år til jeg slap den sidste behandling for “kort” tid siden. Jeg var altså syg i 6 år, i behandling i 6 år og kontrolleret i 6 år!

Jeg har valgt at skrive dette (vildt grænseoverskridende) indlæg, for at give andre et indblik i, hvad det vil sige at være spiseforstyrret og for at bryde det tabu der er omkring dette emne. Snakker vi ikke op omkring det, vil der aldrig ske en ændring og jeg ønsker ikke, at andre skal ende i samme situation som jeg gjorde!

Hvad er en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er, som navnet antyder, en forstyrrelse i ens spisevaner. Man udvikler ikke en spiseforstyrrelse fra den ene dag til den anden, det er en udvikling som tager tid og jo mere tid der går, jo mere syg bliver du.

En spiseforstyrrelse kan være forårsaget af mange årsager, typisk er det fordi, at man har en last på et punkt og derfor søger kontrol for at kompensere for den last.

For mig var der flere årsager, årsager som jeg først fandt frem til efter fleres års psykolog hjælp, men også årsager som man bliver nødt til at finde frem til for at kunne blive rask. De hovedsagelige årsager var 1) frygten for at blive voksen – ja jeg frygtede at blive voksen. Tanken om at skulle klare mig selv og være selvstændig skræmte mig – jeg kunne ikke følge med og derfor forsøgte jeg at standse min pubertet (hvilket på sin vis også lykkedes). 2) Ikke at være perfekt nok – ja hvor paradoksalt det end lyder, var jeg oprigtigt bange for ikke at være perfekt nok. Jeg skulle score 12-taller i samtlige fag, i samtlige prøver og opgaver, selv noget så ligegyldigt som en diktat. I mit (efterhånden spiseforstyrrede) hoved var det en nødvendighed at være tynd for at kunne være perfekt og det var hovedsageligt der vægttabet kom ind i billedet.

Der var også flere faktorer der spillede ind, men de to var klart de mest dominerende.

Hvad vil det sige at være spiseforstyrret?

At være spiseforstyrret er svært at beskrive, tror ikke man helt kan forestille sig det medmindre man har været der selv.

Men hvis du prøver at lukke øjnene og forestille dig en sort skygge bag dig, den skygge jager dig 24/7, den fortæller dig konstant forskruede ting, men efterhånden vinder den din selvtillid og dens ord bliver den eneste sandhed. Du glemmer alt hvad din fornuft siger til dig, skyggen er ikke længere bag dig men en del af dig. Folk omkring dig, venner og familie, ved ikke hvordan de skal håndtere din forandring og træder i baggrunden, men skyggen er der stadig – det er efterhånden den eneste du har.

Det meste af tiden er stemmerne der konstant, de fortæller dig hvad du skal gøre, hvad du må gøre og hvad du i hvert fald ikke må! De laver konstant nye regler som du skal følge, ellers er der konsekvenser.

Jeg havde mange regler, hvilket også gjorde mig ulidelig at være i nærheden af, nogle af de stærkeste var spisetider – alle mine måltider skulle falde på bestemt tid, ellers undlod jeg helt at spise. Jeg var også ekstrem bange for at fedme eller fede ting skulle ”smitte”, jeg kunne ikke gå i biografen fordi lugten af popcorn ville gøre mig fed, jeg ikke side i en stol hvor der havde siddet en overvægtig fordi det ville smitte, jeg kunne ikke røre ved fede fødevarer som smør, for alene berøringen ville påvirke min vægt. Jeg ved hvor fucked up det lyder, tro mig det syntes jeg også den dag i dag – men det var faktum dengang og jeg var 100 % overbevidst om, at det var sådan!

Vil man ikke bare være ”skinny as fuck”?

Mange forbinder spiseforstyrrelser – særligt anoreksi – med et billede af en skelettynd, sammenkrympet pige… Jo der er helt sikkert tilfælde hvor de når så langt ud, men faktum er, at rigtig mange er mindst ligeså syge som dem på billederne men langt fra lige så tynde. Spiseforstyrrelsen handler ikke om størst muligt vægttab og tydelige knogler, det handler om kontrol! Kan man ikke få kontrol over sit liv eller det som sker omkring en, kan man få kontrol over maden – over hvad man indtager!

Jeg ønskede som sådan ikke at være døden nær pga. undervægt, jeg hungrede efter kontrol og jeg fandt den kontrol i at styre mit indtag på et absolut minimum. Følelsen af sult blev forbundet med kontrol, og efterhånden lærte jeg mig selv hvornår jeg måtte være sulten – det er sindssygt, men sandheden for mange desværre.

Hvem er hvem?

Jeg var enormt splittet mellem at være mig og være spiseforstyrrelsen, jeg nåede ud til et punkt hvor der efterhånden var mere spiseforstyrrelse end der var mig og der kunne gå dage i mellem en rationel, fornuftig tanke.

Det var skræmmende som bare fanden og jeg bebrejder heller ikke, at mine venner og familie tog afstand fra mig, for jeg var ikke længere Lea – jeg var hende den spiseforstyrrede. Tro mig, hvis jeg kunne, var jeg også selv stukket af!

Jeg var sønderknust da en af mine tætte veninder på daværende tidspunkt fortalte mig, at jeg aldrig ville bliver rask igen. Men sandheden er, at den person man engang var stadig er derinde et sted, og holder man fast længe nok så kommer den person igen.

Hvordan kommer man ud på den anden side?

Kampen ud af en spiseforstyrrelse er sej og lang, og kan ikke gøres alene! Men kommer man ud på den anden side opdager man, hvor fantastisk livet egentlig er. Det lyder kliche agtigt som bare fanden, men følelsen af at have været indespærret i så lang tid og så pludselig træde ud i solen igen – er nok det mest livsbekræftende man nogensinde vil prøve!

Kampen kræver gråd, sved og tårer! Den kræver, at man arbejder i mod tankerne hver time – hver dag, også selvom man er så overbevist om, at de er rigtige!

Jeg har heldigvis en fantastisk familie som holdte fast i mig hele vejen igennem, de gav ikke op – selv da jeg selv havde opgivet. Jeg skylder dem hele livet og uden dem var jeg ikke kommet igennem det.

I dag er jeg rask, fri for tanker og jeg har fundet mig selv igen. Pigen jeg var, kommer aldrig 100 % tilbage, men hun er også 12 år gammel – hun kommer ikke tilbage, for hun eksistere ikke mere og det er også sådan det skal være.