Når målet bliver en opsættelse

I har taget godt i mod mine tidligere personlige indlæg som i kan læse her, her og her, tænkte derfor, at det var tid til endnu et personligt indlæg.

Min interesse for at være aktiv har faktisk altid været der, jeg har gået til sport hele mit liv alt fra gymnastik til basketball. Gymnastik startede jeg til som helt lille (ligesom alle andre piger), men da jeg ikke var det tyndeste (eller det mest elegante) barn og oven i det slog 2 tænder ud ved – hvad der skulle have været – en kolbøtte besluttede jeg at stoppe… Efter flere sportsgrene fandt jeg glæden i badminton og tennis, men glæden var kort da jeg smadrede mine ledbånd i anklen og derfor ikke var/er i stand til at spille længere. Jeg startede i fitness da jeg var 13 år, jeg kan huske hvordan jeg missundede min far og bror år i forvejen fordi de gik i fitness og jeg ikke var gammel nok.

Jeg startede med en veninde i det lokale fitness, vi havde nemlig en klar plan om at opnå sixpack inden sommer. Var det ikke målet med at gå i fitness? Det troede jeg i hvert fald på daværende tidspunkt.

Jeg gjorde min research og det var hurtigt klart, at det ikke bare krævede intensiv mavetræning men lav fedtprocent, massere af motion og en stram diet (i hvert fald var det, det der stod på nettet). Jeg var villig til at gøre alt for den sixpack og med få måneder igen til sommer var tiden knap.

Min veninde hoppede hurtigt fra, men jeg fortsatte. Jeg skrev en stram plan til mig selv (ikke at jeg havde forstand på kost dengang), jeg udelukkede stort set alle fødevarer med fedt, kulhydrat og på sin vis også protein.. Ja det var ikke meget tilbage andet end grøntsager og 0% yoghurt naturel og oven i det skulle måltiderne også falde på bestemte tidspunkter for ifølge nettet var det vejen til sixpacken – og vejen til lykke!

Med et minimum af mad (som kun blev mindre) og flere timers daglig motion faldt vægten hurtigt, og jovist jeg opnåede sixpacken inden sommer… Men jeg påtog mig også en indre djævel i form af en spiseforstyrrelse, der skulle vise sig at styre mig i de kommende 6 år. Min mor var ret sikker på, at det bare var en periode indtil konfirmationen var overstået – det troede jeg faktisk også selv. Men tingen ved en spiseforstyrrelse er, at den altid vil have den holdning ”hvorfor stoppe nu? Du er kommet så langt, hvorfor ikke fortsætte og blive endnu mere smuk – ja direkte uopnåelig for andre?”. Desværre betød smuk i virkeligheden tynd – skelet tynd – og havde man først givet spiseforstyrrelsen en lillefinger, ja så tager den hele armen.

Som jeg skrev i dette indlæg tidligere var der flere grunde til, at jeg udviklede en spiseforstyrrelse. Dette var den anden årsag, jeg følte mig forpligtet til at blive tynd for at kunne være en del af det fællesskab, jeg så inderligt ville være en del af. Men faktum er, at lykken var kort og i stedet for at blive en del af et fællesskab, blev jeg udelukket fra dét og alle andre fællesskaber…

Som jeg før har sagt, er jeg ude af spiseforstyrrelsen og hjælper nu flere der er i samme situation som jeg var. Træning og en sund livsstil kan opnås efter en spiseforstyrrelse, men det kræver hårdt arbejde og det kræver, at man bliver i stand til at forstå forskellen mellem sygdom og sundhed.

Jeg havde blå læber hele min konfirmationsdag fordi jeg ikke kunne holde varmen – selv på en solrig dag. 

Jeg havde en fantastisk konfirmation med de mest fantastiske mennesker omkring mig, men jeg foretrækker nu muller og energi frem for knogler og ingen energi! 💗